FJELSTED-HARNDRUP
Søg efter:

Lokaludvalg har konstitueret sig

Lokaludvalgets medlemmer har fordelt rollerne efter årsmødet. Julie S. Christiansen fortsætter som formand, og Søren Skov Madsen er ny næstformand. Gitte Andreasen fortsætter som kasserer, mens Elisabeth Tejlmand er webansvarlig. Mads Winther er medlem, og Poul Erik Brandt er suppleant.

Der er en ledig suppleantpost, som kan besættes, hvis der melder sig en interesseret.

Middelfart Kommune skal senere formelt godkende konstituering og de vedtægtsændringer, som blev stemt igennem på årsmødet.

I den kommende periode har lokaludvalget besluttet at arbejde videre med at understøtte arbejdsgrupperne i deres arbejde.

Fjelsted Harndrup Nærvarme amba er dannet

2. oktober blev Fjelsted Harndrup Nærvarme amba dannet på en stiftende generalforsamling. Stiftelsesdokumenterne er indsendt til Erhvervsstyrelsen, så det nye andelsselskab kan få et cvr. nummer.

Selskabet udspringer af varmegruppen, som siden december 2020 har arbejdet på at etablere en fælles varmeforsyning i området. I samarbejde med Middelfart Kommune har bestyrelsen igangsat udarbejdelse af et konkret projektforslag. Målet er at holde informationsmøde snarest, og tilslutte de første kunder til fyringssæsonen 2023.

Middelfart Sparekasse har doneret 1 års gratis bank til selskabet som en opstartshjælp. Det er meningen, at projektet skal være økonomisk bæredygtigt og konkurrencedygtigt med olie, gas, træpiller og i nogle tilfælde individuelle varmepumper.

Varmebestyrelsen opfordrer alle, der overvejer at investere i individuel varmepumpe til at tænke sig godt om og få investeringen regnet grundigt igennem af en uvildig ekspert. Det kan ofte betale sig at ændre adfærd og supplere med de knapt så dyre luft-luft varmepumper.

Gå til Fjelsted Harndrup Nærvarmes eget website

Frivillighedsuddannelse

Hvordan gør man det spændende at være frivillig? Vær med på Frivillighedsuddannelsen.

Der er tilmeldingsfrist Tilmeldingen sker her. Tilmeldingsfrist 05-09-2022. Når I tilmelder jer, skal I angive hvilken
forening I tilhører. Det er gratis at deltage. Der vil være let forplejning til hvert modul.

Læs Frivillighedsuddannelsen_Middelfart Kommune

Målgruppe: bestyrelsesmedlemmer, ledere, trænere fra folkeoplysende foreninger, lokaludvalg,
og frivilligt sociale foreninger.

Alle moduler foregår på Middelfart Rådhus, Nytorv 9, 5500 Middelfart. Kl. 17.30-21.

Gå med Patrick på hans march mod ensomhed

March mod ensomhed d. 31. august – 1. september 2022

Patrick Cakirli har stiftet March mod Ensomhed, og han vandrer i år 2000 km for at sætte nationalt fokus på ensomhed som et samfunds- og sundhedsproblem.

Mød frem og hjælp Patrick på hans rute gennem Middelfart Kommune: Vær med til at følge Patrick godt på vej, når han kommer fra Bogense til Middelfart d. 31. august, og hvor han snører vandrestøvlerne på ny d. 1. september på sin vej mod Assens.

Se vedhæftet og du kan se hvor langt han er nået på sin rute på

https://www.facebook.com/marchmodensomhed/